Kirkebygningen, Skibinge Kirke

Skibinge Kirke

Skibinge Kirkes ældste dele er opført i senromansk stil i midten af 1200-tallet. Dengang bestod kirken kun af kor og skib, men nyere undersøgelser tyder på, at skibet er opført før koret. Måske har der på stedet ligget en trækirke, hvis skib en overgang har været anvendt som kor til en ny stenkirke. Kirken blev bygget af kridtkvadre fra Stevns iblandet teglsten, og da bygningen skulle stå med blanke mure, kunne bygmesteren spille på den farvevirkning, han kunne opnå ved at blande de røde og hvide sten i mønster. Således har skibets vestgavl, der stadig kan ses i tårnet, en blænding med rødt/hvidt sildebensmønster over en buefrise. Over korets tag har skibets østgavl en stigende buefrise under et rulleskifte. Udsmykningen kommer dog ikke helt til sin ret i dag, da korets tagryg nu ligger 70-80 cm over den oprindelige. Toppen af frisen er siden ændret, så de øverste buer mangler. Korets gavl er helt uden udsmykning, hvilket sikkert skyldes en senere ommuring.

I første halvdel af 1400-tallet fik kirken hvælvinger, og i hvert fald nogle af hvælvingerne blev udsmykket med kalkmalerier. I slutningen af 1800-tallet fandt man fragmenter af dem i koret, men de blev kalket over igen.

Tårnet er bygget o. 1500, muligvis lidt før, idet den ældste af kirkens to klokker er fra 1466. Også i tårnet er der anvendt en blanding af kalksten og teglsten, men denne gang i bælter, som på det tidspunkt var kommet på mode.

Den seneste tilbygning er våbenhuset, der er opført en gang i 1500-tallet.

Spor efter skibets oprindelige romanske vinduer ses stadig både på nord- og sydsiden. De nuværende vinduesåbninger med trærammer stammer fra 1700-tallet. I skibets sydmur ses også tydeligt åbningen til den oprindelige syddør.

Skibinge Kirke er sidst restaureret i 1991-92. Bygningen havde sat sig, og murene blev ved den lejlighed helt renset af for at få udbedret skaderne. Der har øjensynligt altid været problemer med murværket. Efter et syn i 1700 fandt man det nødvendigt at lægge den endnu eksisterende jernbjælke ind for at stabilisere skibets mure. I 1908 var kirken i så dårlig stand, at menighedsrådet egentlig heIst ville have jævnet den med jorden. Det havde man gjort med flere middelalderkirker i 1800-tallet, men i Skibinge blev der ikke giver tilladelse - fra Nationalmuseets side blev kirken karakteriseret som et monument, der absolut hæver sig over flertallet af vore landsbykirker. Skibinge Kirke tilhørte kronen indtil 1697. Den nye ejer var Jens Olsen Trøstrup, der lod indrette en muret gravkrypt under koret, hvor hans første hustru blev begravet. Krypten er ikke længere tilgængelig. Allerede i 1704 kom kirken under Nysø gods, hvorfra den i 1911 overgik til selveje.

Skibinge Kirke Skibinge Kirke Skibinge Kirke Skibinge Kirke